Butterdejs-happere

Butterdejs-happeren eller kryddersneglen er wienerbrødsbagerens svar på de egentlige happere, altså den gode undskyldning for en happy hour med lidt mundgodt og et lille glas før middagen, typisk et godt glas bordvin. Visse steder i den vestlige verden er konversationsvinen skiftet ud med spiritus, og da er happeren blevet reduceret til snacks.

Grundelementet i butterdejs-happeren er det samme som i happere beskrevet andetsteds, friskost, koncentreret tomatpure og olivenpure. Man kan anvende den grønne eller den mørke, eventuelt i form af en tapenade, hvor oliven er hakket sammen med kapers og sardeller. Med til repertoiret hører også diverse pestoer, for eksempel basilikumpesto.

Sardellerne er et afsnit helt for sig. Jeg taler her om saltede, olielagrede sardeller, endelig ikke ansjoser i hummersauce. Der er en verden til forskel. Sardellerne sælges i små slanke glas, hvor filetterne står i trængsel, eller om man vil i stime. De er saltede og tørrede og herefter sat i en oliemarinade, og det uåbnede glas er almindelig konserves, hvorimod ansjoserne er kølevare med meget begrænset holbarhed. Det værste, der kan ske med sardellerne, er at glasset har været åbent for længe. Så bliver olien og især halespidserne lidt harske og kraftige i fiskesmagen, med mindelser om lugten på havnen i Thyborøn en varm sommerdag. Ellers vil jeg sige, at det fine ved sardellen er, at den ikke smager af fisk, men snarere som en god Karl Johan svampeolie, med undertoner af nødder, og af den gode fermenterede smag, som kun italienske pølser og skinker har. Og så er den salt, undervurder ikke dette i begejstringen.