Kåldolmere

Resumé

Udbytte
Portioner
Forberedelsestid
Tilberedelsestid
Tid i alt

Beskrivelse

Når Willys supermarked byder sig til med lammefars af gotlandslam og fine økologiske hvidkål, så er det tid for at koge dolmere. Man bliver næsten i julehumør af denne pakkeleg, som kræver en del forberedelser.

Ingredienser

1 kg
Højreb
1  
Porre
1 bdt
Selleritop
2  
Gulerødder (I skiver)
2  
Svampebouillonterninger (Knorr)
400 g
Lammefars
200 g
Oksefars
1  
Fennikelknold (I fine tern)
1  
Løg (I fine tern)
1⁄4  
Hvid peberfrugt (I fine tern)
2 dl
Noilly Prat
1 tsk
Tørret timian (let malet)
5  
Enebær (Malet)
   
Muskatnød (reven)
2  
Æg
1  
Hvidkålshoved

Vejledning

Først koges en god bouillon af oksehøjreb. Højrebet pudses godt og grundigt af for senespejl og hinder. Gå bare til den, det er altafgørende for at få et mørt stykke kogekød. Kødet samles med et par garnknuder. Herefter placeres kødet i en gryde med tætsluttende låg, dækkes med vand, og tilsættes svampeterninger og grøntsager, og simrer et par timer. Nu har man et stykke saftigt og meget smagfuldt kød, der er så mørt, ikke tørt, at det kan tygges selv med løstænder, og ikke mindst har man en grydefuld god kraftig bouillon til at koge dolmerne i.
Fennikel, løg og peberfrugt skæres i små tern og blancheres i olivenolie. De må ikke blive brune. Når de er ved at være klare, tilsættes panden Noilly Prat, som inddampes. Derefter kommes grøntsagerne op i farsen sammen med de malede krydderier og 2 æg, farsen røres godt og smages til med salt og peber.
Herefter til indpakningen. Hvidkålshovedet halveres og stokken skæres fra. Herefter kan hvidkålen med forsigtighed skilles i de enkelte blade, som får et dyp i kogende vand for at blødgøre bladene, så de ikke knækker, når vi skal til at pakke.
Farsen kugles op i størrelse som et lille hønseæg og pakkes ind i et kålblad, som holdes sammen med husholdningsgarn. Der skal nu ikke bindes meget, fordi farsen p.g.a. æggene er lidt klistret, og derfor holder på kålen.
De færdige dolmere placeres i en gryde , gerne lille men høj, så de ligger i flere lag. Herefter overhældes dolmerne med fonden fra oksehøjrebet med ledsagende suppeurter og småsimrer, indtil dolmerne er faste, og fonden har taget smag af de mange krydderier.

Noter

Serveres med kartoffelsne (se andetsteds) eller en god rødskallet kartoffel og med lidt af bouillonen, som man koger ind, og dernæst velsigner med en god sjat fløde. Fløden giver en blødhed og fedme til retten, der ellers godt kan virke lidt tør og skarp på grund af krydderierne.