Mors farsbrød

Resumé

Udbytte
Portioner
Forberedelsestid
Tilberedelsestid
Tid i alt

Beskrivelse

Mors farsbrød, i hurtigsnakkerens mund morfars brød, har absolut intet at gøre med simremad tværtom. Det er den travle udearbejdende husmoders løsning på
dilemmaet, hvad man skal hitte på, på vej hjem fra arbejde, indkøb og børneafhentning i skole og børnehave, når man ikke vil forfalde til pizzaer og junkfood, men gerne vil give børnene gedigen hjemmelavet mad?
Ak ja, set i bakspejlet og at dømme efter de unge menneskers udsagn faldt valget vist ofte, måske alt for ofte på Mors farsbrød, hurtigt at smække sammen, og derefter dejlig lang tid, hvor brødet passede sig selv i ovnen med frikvarter til socialt samvær med de kære små, og ikke mindst gav retten en forrygende sauce, som blev slikket af tallerkenerne til sidste dråbe. Så helt ringe har det ikke været.

Ingredienser

1000 g
Fars (Flæsk)
1  
Æble (I grove tern)
1  
Løg (I store tern)
3  
Æg
2 spsk
Grahams mel
200 g
Røget Bacon (Tern)
1 spsk
Allehånde (Hele)
1 spsk
Hvid peber (Hele)
1 tsk
Nelliker (Hele)

Vejledning

Æblet og løget i store terninger sauteres i olie, skal ikke have farve, slutteligen vendes baconternene i og får lige lidt varme, men må endelig ikke tørsteges eller brunes. Sauteen blandes med farsen, æggene, melet og de friskmalede krydderier. Herefter formes et brød af farsen, der placeres i ildfast fad, får en overrisling med olivenolie, og sættes i ovnen ved 175 grader over og undervarme, nederste hylde. Og så er der tid til boller, cacao og socialt samvær. Kernetemperatur 75 grader.
I den langsomme version iblandes også 200 gram røgede spækterninger, og der sættes centimetertykke skiver, ryttere på tværs i rygningen af farsbrødet, hvilket unægteligt fremmer såvel smagsindtryk som fedtindhold.

Noter

Uden at kunne beskyldes for alkoholisering af mindreårige kan stegesaucen forbedres et kvantespring med et lille skvæt rødvin, eller måske politisk mere korrekt ribssaft, ribsgele eller solbærsyltetøj. Dette forlener saucen med et udtryk af vildtsauce, eller blandt amatører
Cumberlandsauce.